Bostøtte §85

Tilbuddet

Der udarbejdes i hver enkelt sag en samarbejdsaftale/indsatsformål og indsatsmål, der beskriver den enkeltes behov for socialpædagogisk støtte. Der kan eksempelvis være tale om støtte indenfor følgende områder:

  • Praktisk bistand i hjemmet ud fra hjælp til selvhjælpsprincippet
  • Støttende samtaler
  • Hjælp til planlægning og strukturering af hverdagen
  • Træning af sociale og praktiske færdigheder
  • Støtte til deltagelse i aktiviteter udenfor hjemmet
  • Støtte til at opretholde kontakt til familie og andre i det sociale netværk
  • Deltagelse i fælles samværs- og aktivitetstilbud
  • Støtte til beskæftigelse

Den enkelte får tilknyttet en/flere bostøtter, der er til rådighed døgnet rundt alle ugens dage, også i forhold til offentlige myndigheder og samarbejdspartnere (og eventuelt for familiemedlemmer). Det er således muligt for borgeren at komme i kontakt med sin bostøtte i de perioder, hvor han/hun har behov for det – også sen aften og i weekender. I opgaver, der kræver mere end én bostøtte, prioriterer vi at oprette faste og gennemgående teams – med så få personer som muligt – til at dække behovet.

Det er Coach Centers opgave at koordinere indsatsen indenfor samarbejdsaftalens rammer, så der bliver helhed i indsatsen, og at hjælpen bliver sammenhængende.

Lovgrundlag

Støtten gives efter Servicelovens § 85.

Målgruppen

Voksne over 18 år, der ikke kan få dagligdagen til at fungere uden individuel støtte i egen bolig. Det kan være voksne med psykiatriske lidelser og/eller diagnoser, som eksempelvis: Angst, spiseforstyrrelser, OCD, skizofreni, PTSD, borderline, autismespektrumsforstyrrelser samt voksne med varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, udviklingshæmmede, Downs Syndrom mv.

Formål

Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte borger på egne præmisser. Indsatsen tager blandt andet sigte på, at borgeren kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner. Støtten tager udgangspunkt i den enkeltes egne behov og forudsætninger, og gives med respekt for den enkeltes integritet og værdighed.

Pris

Prisen fastsættes ud fra opgavens karakter og omfang.

Visitation

Vi stiller gerne op til drøftelse af en sag. I visitationsfasen mødes vi først med rådgiver og andre relevante fagpersoner. Dernæst deltager borgeren, eventuelt med deltagelse af familie og andre relevante personer. Til sidst udarbejdes en skriftlig kontrakt og samarbejdsaftale/indsatsformål og indsatsmål.